Trilogien er komplet

Fanny Fairychild serien består af tre bind i en trilogi. Du kan bestille alle tre bøger enten her på siden eller hos din lokale, online boghandel.

Fanny Fairychild og det magiske spejl

Den 10-årige pige Fanny, som har mistet sin mor da hun var fire år gammel, finder sin mors kiste på loftet. I kisten finder hun sin mors gamle dagbog og et mystisk spejl.

Dagbogen fører hende dybt ind i skoven, hvor hun møder heksen Alfhild.

Den game kone fortæller Fanny, at spejlet er lavet af gudinden Frejas tårer i hendes kærlighed til menneskene.

Fanny finder ud af, at guldsmedene i virkeligheden er alfer, og hun bruger det magiske spejl til at komme gennem porten i Mimers Brønd til Godheim.

På den anden side finder Fanny ud af, at hun er alf af hjertet. Hun opsøger alfernes konge, Frej og fortæller ham, at både Udgårdsloke – jætternes konge – og underverdenens herskerinde, Hel, forsøger at få fat i spejlet.

Fanny må kæmpe for at redde verden før et nyt Ragnarok bryder ud.

Fanny Fairychild og Odins øje

Det fantastiske eventyr om Fanny Fairychild fortsætter her i anden bog af fantasy-trilogien (se også første bog; Fanny Fairychild og det magiske spejl).

Den 10-årige pige Fanny, som har mistet sin mor da hun var fire år gammel, vågner i sin seng efter sin rejse til alfernes rige, Alfheim i Godheim. Hun forstår først ikke, at hun er alf af hjertet og tror, at hun har drømt. Men virkeligheden går op for hende, da hun finder Odins øje i sin taske.

Fanny giver øjet til den gamle gartner, Warren på gården, men han bliver rasende og nægter at tage imod det.

Alfhild, den gamle kone på engen Carling fortæller Fanny, at hun må rejse tilbage til Godheim. Dødsgudinden Hel har taget Frejas spejl, og alle alferne er forsvundet. Fanny må atter ud på en farefuld færd for at finde dem, og bliver ført helt til Ægir og Rans rige i havet.

Men ingenting går som planlagt. Dødsgudinden Hel har allerede sendt en stor del af sin hær af døde sjæle ind over både Midgård og resten af Godheim.

Alt ser meget sort ud, og det står klart, at hvis ikke Odin dukker op, er alle fortabte.

Fanny Fairychild – Alf af hjertet

Fanny, Agner og alferne er sluppet fri fra Midgårdsormens klamme gab og flyver nu tilbage til alfernes rige, Alfheim. Men da de kommer dertil ser de, at alting er forandret.

Underverdens herskerinde, den onde Hel, har allerede sendt sin dødehær ind over store dele af Godheim, så råddenskab og fordærv er ved at opsluge alt levende.

Ved det store Tingråd i Asgård mødes aser og vaner for at drøfte krigen som uundgåeligt nærmer sig. Odin sender jætten Agner til Hvergelmers Brønd for at finde ud af, hvad der er sket med guden, Heimdal. Men alt ender grueligt galt for Agner.

Imens flyver Fanny med Freja til Folkvang, hvor hun ser sin døde mor, Sebille. Hun husker dog ikke længere Fanny og er kun en tynd skal af sig selv, hvilket knuser Fannys hjerte. Freja trøster Fanny og fortæller hende, at hun aldrig må miste håbet.

Hel får hjælp fra uventet side, og da krigen går i gang på den store slette, Vigrid, virker alt håbløst.

I sidste time er det op til Fanny at redde verden. Men kan hun det? Hun er jo blot en lille alf, og hun har ikke engang lært sin alfe-magi at kende endnu. Og mon Fanny nogensinde ser sin far og mormor igen – og når hun at holde sin 11-års fødselsdag …

Fanny Fairychild

Tænk, hvis der var en verden parallel med denne – fuld af magi og trolddom og alt det, man tør ønske sig. Men også alt det, man frygter mest? Og tænk, hvis du gennem generationer har været arving til nøglen til dette mysterium?

Fannys mor forsvandt da Fanny var fire år gammel. Seks år senere finder Fanny sin mors gamle dagbog og et magisk spejl i en kiste på loftet. Herfra starter et langt eventyr.

Med hjælp fra dagbogen og en flok legesyge guldsmede, finder Fanny vej til den gamle kone Alfhild på lysningen Carling i den store, tætte skov nær hendes hjem. Alfhild fortæller Fanny en utrolig historie om en verden fuld af alfer, jætter og nordiske guder – men også ondskab og ulykke.

Med spejlet i hånden og nye venner ved sin side, rejser Fanny gennem Mimers Brønd mod Alfheim. På den anden side af Mimers Brønd finder Fanny ud af, at hun er alf af hjertet. Og hun skal ikke blot kæmpe for sit eget liv, men også for hele menneskeheden. Samtidig går det op for hende, at hun ikke kender til hele sandheden om sin mors forsvinden …

Der er mange referencer til de gamle sagn og guder i den nordiske mytologi i fortællingen – derfor er der en udførlig ordforklaring bagerst i bøgerne, flotte kort som skildrer de ni verdener i Godheim samt guder og asers stamtræer. I sidste bog kan du endda lære det første runealfabet at kende.

Materialevurdering

Lektør Vera Hollerup har materialevurderet alle tre bøger i trilogien

Bogen er spændende og velskrevet … Fanny er et godt bekendtskab for læserne. Hun er følsom, handlekraftig og er i besiddelse af et optimistisk sind. Det er lykkedes forfatteren at inddrage de forskellige mytologiske elementer i teksten og få dem til at fungere.

vera hollerup, juli 2019

Fanny Fairychild og det magiske spejl

Bogen er spændende og velskrevet, og handlingen skrider fremad i et roligt, men passende tempo … En levende og fantasifuld fortolkning af de gamle gudemyter … Fanny er fint skildret … hendes ukuelighed og stædighed holder handlingen i gang …

Vera hollerup, september 2019

Fanny Fairychild og Odins øje

Det er en spændende og veldisponeret historie … Den nordiske gudeverden er skildret med stor originalitet og overblik …
Til bibliotekaren: Anbefales !

Vera hollerup, oktober 2020

Fanny Fairychild – Alf af hjertet